Om PBSP-terapi

PBSP (PessoBoydenSystemPsychomotor) blev grundlagt i 1961 af Albert Pesso og hans kone Diane Boyden. De var ledere af et danseinstitut i New York, og blev mere og mere optaget af sammenhængen mellem krop, følelser og nervesystem. Teorien blev altså udviklet gennem praksis, og fremstår nu som en hel og afrundet terapiform der tilbydes i mange forskellige lande. Det er en kropsorienteret og interaktiv terapi, der bygger på en ubetinget tillid til, at det enkelte menneske lige fra fødslen ved, hvad det har brug for. Derfor vil det også intuitivt række ud for at blive imødekommet og prøve at få de 5 grundbehov dækket, som vi ifølge Albert Pesso har fælles med alle mennesker:

plads – næring – støtte – beskyttelse – grænser.

 

PBSP er en enkel og nænsom terapiform, der arbejder med at hele dér, hvor det traumatiske/problematiske opstod i klientens historie. Det sker ved, at klienten i samarbejde med terapeuten bygger et nyt helende erindringsbillede op, sådan at energien i det låste kan sættes fri, og være med til at åbne for et mere håbefuldt fremtidsperspektiv.

Hjernen er ligeglad med, at det nye erindringsbillede er symbolsk, når blot det er autentisk på følelsesplanet. Dvs. at omsorgen skal svare nøje til behovet i den rette alder. Hjernen regner da den nye erindring for sand, og det skaber ro i nervesystemet, så man ikke bare automatisk gentager de gamle mønstre og overlevelsesstrategier.

Vores liv nu vil altid være stemt af det liv, som har været tidligere. Men med det nye erindringsbillede på plads i hjernens database ved siden af det gamle, er der endelig fundet en passende modgift til et forgiftet selvbillede. Det bliver muligt at folde sig ud som sig selv, og se på verden og sig selv med nye øjne. Fortiden kan vi ikke ændre, men vi kan ændre den måde, vi går ind i fremtiden på – godt hjulpet af en rørende vilje til liv og et genetisk funderet ønske om, at få det til at lykkes og blive helt. Sagt med Albert Pesso: We are made to be able to be happy in an imperfect world, which is endlessly unfolding. And we are the local agents of this cosmological unfolding.

Lidt om processen

I en samtale, som hedder en struktur i PBSP-regi, indbydes klienten til at slå sig ned i en mulighedssfære, hvor man kan føle sig velkommen og set. Og hvor det er muligt at bevæge sig frit mellem nutid og fortid. Terapeuten har ingen planer på forhånd, men prøver at følge energien hos klienten. Det begynder altid med, hvad klienten kommer ind ad døren med. Igennem det aktuelle får klienten kontakt med de oprindelige erfaringer, som har ligget i det skjulte og i høj grad styret den aktuelle adfærd. Vejen går gennem kroppen og følelserne, og midlet er et vidne i rummet, som kan læse kropssproget, og dermed bevidne følelserne bag den aktuelle fortælling.

Hver gang følelserne inde bagved bevidnes brydes ensomheden. Man bliver et set menneske. Samtidig er en bevidnet følelse, et åbent vindue til en historisk og ofte smertelig erindring. Så længe det vindue står åbent, er det muligt at bygge et nyt og helende erindringsbillede op.

Det er det nye og helende, som er det afgørende i PBSP-terapi. Men dér når man kun hen, hvis klienten er passende støttet undervejs i processen. For at undgå retraumatisering vil terapeuten straks foreslå en passende støtte, hvis noget bliver for tungt og smerteligt for klienten. Det sker ligesom i opbygningen af det nye erindringsbillede ved hjælp af tæpper, puder – eller levende figurer, hvis der er tale om et forløb med gruppe.

PBSP er en nænsom og håbefuld terapi, og det hører med til kontrakten med klienten, at hver enkelt struktur, ligesom det samlede forløb skal have en god slutning. Det begyndte med, at Albert og Diana sammen med danserne fandt ud af, at ethvert behov og enhver følelse rækker ud efter et passende svar. Når svaret er passende igennem kærlig interaktion på den terapeutiske scene, så er alt godt. Så brydes de gamle mønstre og livsperspektivet forvandles.

Man kan læse mere om PBSP på den officielle hjemmeside www.pbsp.com